Her venter indkvartering på Convento Las Claras, der oprindeligt var et nonnekloster, fra det kom til verden i 1606 og frem til 2001. Idag er det hotel (alle refererer dog stadig til det som klostret, så det gør vi også) med SPA og massage og skønhedspleje, udendørs swimmingpool og have, men selvom hele herligheden er blevet moderniseret, så er det holdt i den gamle klosterstil. Kapellet er idag restaurant, ”Conde Lucanor” og den oprindelige klostersal er bevaret og indrettet med hyggelige sofagrupper tilgængelig for alle gæster. Her er servering fra klostrets bar, men man kan også bare sidde der og læse en bog eller slappe af. Stedet er himmelsk. Det er helt unikt. Convento Las Claras ligger centralt i Peñafiel, der jo iøvrigt ikke er særlig stor, så man kan nemt bevæge sig til fods.

Peñafiel og mere præcist klostret er basen for de fem dages besøg. Peñafiel er omringet af vinmarker og bodegaer (den spanske betegnelse for vingårde), og hvad angår vin, finder man her alt hvad hjertet overhovedet kan begære, ligesom man på det kulinariske plan bliver ført ind i et rent paradis. Det er en tur rig på kolestrol og ren pleje og fornøjelse for alle smagsløg og sanser.

Det siges udenfor Spanien, at den spanske nationalret er paella. Det er nu nok en påstand, som mange spaniere ikke umiddelbart vil tilskutte sig. I Castilien er hofretten så absolut ”lechazo” (spædlam), og det er ubestridt i Castilien, man får landets bedste lechazo, som iøvrigt er Michael Laudrups yndlingsret. Spædlammene er ernæret udelukkende med mælk, og de tilberedes i specielle lerovne, der er meget dybe og rummelige. Når man spiser lechazo, er hele menuen som regel givet på forhånd. Man starter med en tallerken med skinke, lomo, chorizo, morcilla, ost (det kan variere, men altid ”fiambre” pålæg fra Castilien). Derefter kommer lechazoen på lerfade, hvortil der serveres gørn salat med tomat. Desserten kan variere, men det er typisk ”flan” karamelbudding. Vi skal spise lechazo hos José den første aften, og han inviterer gerne i køkkenet, så man kan se, hvordan de laver lechazoen.

Nemlig Convento San Francisco, og deres helt unikke ny restaurerede vingård Aldeasoña. Bodegaen har ”kun” en produktion af tre rødvine, og igen i år har alle 3 hos Robert Parker fået meget høje karakterer og betegnelsen ”outstanding”. Det er en af de to ejere, som viser rundt, og han er iøvrigt kåret som den dygtigste vinkyper i forhold til sin alder hos selvsamme Robert Parker. 

Vi besøger et par andre "outstanding" bodegaer - hvor det efter sigende er muligt at finde vine til op til 8.000 kr. - flasken!

Og Peñafiel er stedet, hvor den berømte ost ”Flor de Esgueva” kommer til verden, og vi skal besøge stedet, hvor den fremragende 100% fåreost bliver produceret.

Udover vin og ost er Castilien også skinkens hjemland. Den kendte jamón serrano – og den fine af slagsen ”bellota skinken” – kommer fra Salamanca, som er en provins i Castilien. Det er her de iberiske grise bliver opfedet på bjergmarkerne med græs og agern, og hvor skinkebenene efter slagtning bliver saltet og hængt til tørre i flere år. Der er tale om den ultimative delikatesse. Produktionenen af skinker idag i Spanien er en ren videnskab, og dedikationen er lige så intens, og der er lige så meget opmærksomhed og kvalitetskontrol som i vinproduktionen. 

Vi skal på skinke-besøg – opleve, se og smage i landsbyen Guijuelo, som er skinkernes vugge. Guijuelo ligger 48 kilometer fra Salamanca. Der bor godt 5000 indbyggere, så det er ikke svært at regne ud, at det er mange flere grise her end indbyggere. Landsbyen er i Spanien kendt af alle, og det er udelukkende på grund af skinkerne.

Bagefter tager vi til Salamanca by, hvis gamle bydel er en af Spaniens smukkeste. Det er en by, som indbyggerne definerer som stedet for ” kunst, viden, og tyre”, og de kunne passende tilføje ”kulinariske nydelser”. Salamanca huser et af de vigtigste og mest betydningsfulde universiteter i Europa, og derudover skal man simpelthen opleve Plaza Mayor, byens to katedraler og muslingeskal-huset og så videre og så videre. Vi spiser frokost på Casa Paca, som er et rigtig typisk spansk sted, hvor der bliver serveret meget autentiske retter i meget store mængder. Casa Paca ligger på Plaza Mayor, som i sig selv plejer at bjergtage folk.

Det er ikke umiddelbart en by, der siger folk udenfor Spanien ret meget, men den var nu faktisk hovedstad i Spanien i en del af Middelalderen, og det var herfra, at kongeparret Isabel og Fernando sendte Colombus afsted. Samme Colombus døde i Valladolid i 1506 (han har sit eget museum her, som man mener, var hans hus). Valladolid har godt 400.000 indbyggere, og vi skal selvfølgelig besøge byen, nogle af dens designere og så skal vi på tapas-crawl. Valladolid er kendt for sine mange barer med lækre og indbydende tapas – og vinene ja det siger jo sig selv. Ribera del Duero. Derudover er der rige shopping muligheder i alle afskygninger.

Er der rige muligheder for at slappe af, løbe en tur i vinmarkerne, spille golf (i umiddelbar nærhed på Aldeamayor banen – 18 huller) eller gå sig en tur i byen, som har flere ting, man bør udforske. Byen er overvåget af en borg, hvis oprindelse man mener er fra det 9 århundrede. Borgen er formet som et skib, og indvendig finder man Spaniens eneste vinmuseum. Borgen skal opleves og udsigten er udsøgt.

Finder man en original tyrefægterarena, Plaza del Coso. Den er åben for alle, og folk bor i husene, der omkranser den. Sådan var de oprindelige tyrfægterarenaer, og den her er altså intakt og autentisk.